Mærket for digital tryghed.

D-mærket gør det lettere for virksomheder at vise, at de lever op til kriterierne for digital sikkerhed.

D-mærket er verdens første mærkningsordning inden for it-sikkerhed og data ansvarlighed. Ordningen blev lanceret tilbage i september 2021, og ca. 10 virksomheder er allerede nu blevet D-mærket. Mærkningen har til formål at tydeliggøre, hvilke virksomheder der udviser digital ansvarlighed. Noget der i sidste ende skal skabe større tryghed blandt forbrugere og kunder, give større forretningsværdi til virksomhederne samt skabe et stærkere digitalt Danmark.

Det er Industriens Fond, der i samarbejde med Dansk Industri, Dansk Erhverv, SMVdanmark og Forbrugerrådet Tænk, står bag Danmarks nye mærkningsordning. D-mærket er desuden en uafhængig privat organisation, der støttes af Erhvervsstyrelsen.

 

Men er D-mærket relevant for mig og min virksomhed?

Ja. D-mærket er for alle, ikke kun virksomheder, der beskæftiger sig med it-systemer og software. Et øget fokus på digital ansvarlighed og tryghed har nemlig sine fordele, om det så er med henblik på at opnå D-mærket eller blot blive mere digitalt ansvarlig.

En undersøgelse udarbejdet af Rådet for Digital Sikkerhed, DI, D-mærket, IDA og IT-Branchen i samarbejde med Erhvervsstyrelsen og med støtte fra Industriens Fond viser også at øget digital ansvarlighed og sikkerhed kan gavne særligt SMV’er. Undersøgelsen viser, at 39% af de danske SMV’er vurderer, at deres datasikkerhedsniveau har påvirket deres virksomheds konkurrenceevne positivt. Samtidig vurderer 56% af SMV’erne, at deres virksomhed er blevet styrket i forbindelse med, at de mere konkret kommunikerer til deres kunder, hvordan de arbejder med dataansvarlighed.

Kriterier og ansøgningsproces for D-mærket.

Kriterier for D-mærket.

For at opnå D-mærket skal din virksomhed opfylde en række kriterier. Kriterierne tildeles på baggrund af hvilken virksomhedsgruppe, din virksomhed tilhører. Virksomhedsgruppen afgør også mængden af kriterier, din virksomhed stilles.

De 4 virksomhedsgrupper består af:

  • Gruppe I
    Lille virksomhed med 1-9 ansatte eller en enkeltmandsvirksomhed med en mindre omsætning.
  • Gruppe II
    Mindre virksomhed med 10-49 ansatte samt en to- eller trecifret millionomsætning.
  • Gruppe III
    Mellemstor virksomhed med 50-249 ansatte og en trecifret millionomsætning.
  • Gruppe IV
    Stor virksomhed med +250 ansatte samt en trecifret millionomsætning.

Hvilken gruppe din virksomhed bliver tildelt afhænger også af, hvad din virksomhed beskæftiger sig med.

De i alt 8 kriterier, som din virksomhed kan blive tildelt, omhandler:

  • Styring og forankring i ledelsen
  • Awareness og sikker adfærd
  • Teknisk it-sikkerhed
  • Krav til leverandørers it-sikkerhed og ansvarlige dataanvendelse
  • Transparens og kontrol med data
  • Privacy and security by design and default
  • Pålidelige algoritmer og AI
  • Dataetik

Du kan læse mere om virksomhedsgrupper og kriterier på D-mærket officielle hjemmeside.

Ansøgningsprocessen.

Ansøgningsprocessen for at blive D-mærket består af 6 trin:

  1. Anmodning
    Din virksomhed anmoder om at blive registreret.
  1. Indplacering og kriterier
    Din virksomhed bliver tildelt en gruppe, og får på baggrund af denne sendt et sæt kriterier.
  1. Selvevaluering
    Din virksomhed foretager nu en selvevaluering ved at besvare spørgsmål, der omhandler de kriterier og krav, du er blevet tilsendt.
  1. Ansøgning og betaling
    Når du har besvaret alle kriterierne med ”ja”, kan du søge om D-mærket. Du vil blive opkrævet betaling ved indsendelse af ansøgningen.
  1. Tilsyn og kontrol
    I tilsyns- og kontrolprocessen skal du uploade dokumentation på, at din virksomhed efterlever de krav, den er blevet tildelt.
  1. Tildeling af D-mærket
    Hvis dokumentationen bliver godkendt, modtager du og din virksomhed D-mærket.

Bemærk at trin 1-3 er gratis, du bliver først opkrævet betaling, når du går til trin 4. Prisen for at få D-mærket afhænger af, hvilken gruppe din virksomhed kommer i, og spænder mellem 2.800 – 52.250 kr.

Ønsker du at blive mere dataansvarlig, men ikke nødvendigvis blive D-mærket, kan du med fordel anvende trin 1-3, som hjælp til dette.

D-mærket gælder i ét år og kan fornyes ved at gennemgå trin 1-6 efter mærket er udløbet. Læs mere om ansøgningsprocessen og priser.

Søg finansiering til dit næste digitale projekt gennem SMV:Digital.

Du har som virksomhed mulighed for at søge medfinansiering til dit næste digitale projekt gennem SMV:Digital. Puljerne for 2022 er åbne allerede nu, og beløbene spænder mellem 25.000 kr. – 250.000 kr. Tilskuddene giver dig mulighed for at finansiere en række forskellige digital tiltag, herunder rådgivning om digital sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse. Du kan læse mere om SMV:Digital her eller ringe til design concern på 86 76 10 22 og få rådgivning herom.