10 myter om WordPress.

Undgå misinformation.

WordPress er det mest almindelige CMS-system (Content Management System) i verden, men der er stadig mange myter og meget misinformation om WordPress. Disse myter og misforståelser kan ende med at forvirre brugerne, så de vælger den forkerte platform at bygge deres hjemmeside på. I dette indlæg vil vi afdække 10 af de mest almindelige myter omkring WordPress med detaljerede forklaringer, så WordPress ikke bliver valgt fra på forhånd, hvis det nu er det helt rigtige valg.

Vi udvikler primært hjemmesider i WordPress, og vores egen hjemmeside er også en WordPress-side, så vi har rig erfaring med CMS-systemet og god baggrund til at afdække disse WordPress-myter. Vi har også erfaring med andre CMS-systemer, så vi har noget at holde WordPress op imod.

Vær opmærksom på, at vi mener hjemmesider, man hoster selv via WordPress.org løsningen og ikke WordPress.com. Det er to forskellige platforme.

01.

WordPress er et blogværktøj.

En af de mest populære og vedholdende myter omkring WordPress er, at WordPress er et simpelt blogværktøj. Det er det slet ikke. Tværtimod er WordPress et kraftfuldt CMS-system og en god hjemmesidebygger, som kan bruges stort set til at lave enhver tænkelig form for hjemmeside. WordPress startede rigtigt nok som et CMS-system til bloggere, men i dag driver det mere end 43% af alle hjemmesider på internettet og udgør 64,2% af alle CMS-system-hjemmesider, og rigtig mange af disse hjemmesider er ikke blot blogs.

WordPress bruges til hjemmesider for virksomheder, webshops, digitale magasiner og meget mere. WordPress bruges af mange Fortune 500 virksomheder, regeringer og universiteter.

02.

Alle WordPress-sider ligner hinanden.

Mange tror, at alle WordPress-sider ligner hinanden. Der findes tusindvis af temaer, som styrer det visuelle udseende af enhver WordPress-drevet hjemmeside. Mange af temaerne er gratis, men der er også en stor samling af premium WordPress-temaer. Temaerne kommer med tilpasningsmuligheder, så man kan ændre farverne, layoutet og generelt gøre, hvad man vil med sit tema.

Vi bruger ofte det populære tema Divi, som er en kraftfuld WordPress-sidebygger, der har en god og intuitiv visuel bygger, så man kan bygge direkte på frontenden af hjemmesiden. Der er et ubegrænset antal mulige sammensætninger, så det er altså kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan bygge. Til alle vores løsninger laver vi også altid customiseret CSS, så udseendet passer specifikt til kunden. WordPress-hjemmesider kan altså se ud præcis, som de ønskes.

03.

WordPress er for begyndere.

Mange tror også, at WordPress er mere velegnet til brugere på begynderniveau, der ikke kender CSS, HTML eller programmering. Selvom WordPress er nemt at bruge for begyndere, bliver det også brugt af mange avancerede virksomheder og udviklere. Fordelen for begyndere er, at de ikke skal lære programmering eller webdesign for at lave deres hjemmesider. WordPress tilbyder dog også stor fleksibilitet for udviklere til at udvide softwaren med tilpasset kode ved hjælp af plugins og temaer.

Man kan sige, at en nybegynder sagtens kan lave en hjemmeside i WordPress, men resultatet bliver også derefter, og løsningen vil ikke være skræddersyet specifikt til brugeren, modsat hvis en udvikler havde lavet en customiseret løsning.

04.

WordPress er ikke sikkert.

En anden populær myte er, at WordPress ikke er sikkert. WordPress er dog meget sikkert, og dette er også en af grundene til dets popularitet. WordPress er et open source-software, hvilket betyder, at kildekoden er tilgængelig online. Det betyder også, at alle kan undersøge kildekoden og finde eventuelle sikkerhedshuller.

WordPress er meget fleksibelt, og sikkerheden kan forbedres yderligere med et par ekstra trin. Brute force og malware-angreb er almindelige på internettet og er ikke kun begrænset til WordPress. Dog fordi WordPress er det mest brugte CMS-system, er det også ofte der, hackere angriber. Det er derfor vigtigt, at man opdaterer WordPress, plugins og temaer jævnligt for at sikre ens hjemmeside mod angreb. Det er som udgangspunkt rigtig nemt at opdatere disse moduler, da det blot gøres ved klik på en ”opdater” knap, men siden ændrer sig også i et vist omfang, når man opdaterer, og det kan ødelægge design eller nogle af funktionerne på hjemmesiden. Modulerne skal dog opdateres for at holde hackerne ude. Derfor tilbyder vi også opdateringsløsninger til alle vores kunder for at sikre, at siden bliver opdateret jævnligt og sikkert, så hjemmesiderne er sikrede mod angreb og ikke går i stykker under opdatering.

Det er dernæst yderst vigtigt at bruge et ordentligt kodeord, der er svært at læse og ikke til at gætte. Man bør endvirede også tage backups af ens side og database, så man altid kan rulle tilbage, hvis uheldet er ude. Afslutningsvis findes der et hav af sikkerhedsplugins, som kan bruges til at øge sikkerheden yderligere efter behov.

05.

WordPress understøtter ikke webshops og e-handel.

En populær myte er, at WordPress ikke understøtter e-handel. Som standard kommer WordPress ikke med en shopfunktion. Der er dog mange WordPress-plugins, som tilføjer e-commerce-funktionalitet til WordPress. Det mest populære plugin er WooCommerce, der driver 36,6% af alle webshops verden over og er faktisk den største e-handelsplatform i verden. Den næststørste er Squarespace Online Stores, som udgør 14,46% af alle verdens webshops. Man kan både sælge fysiske produkter og digitale downloads ved hjælp af WooCommerce.

06.

WordPress integrerer dårligt med danske økonomi- og administrationssystemer.

WordPress er det system internationalt set, der bliver lavet allerflest integrationer til grundet dets popularitet. Derfor virker det selvfølgelig også med de integrationer, der er lavet herhjemme til de danske systemer. Til integration kan man fx bruge IEX til de store danske økonomisystemer, Shipmondo til fragt og Quickpay, Epay og OnPay til betalingsfronten, som tager imod det danske dankort og MobilePay. For alle disse løsninger gælder det, at man har et løbende abonnement, hvorimod man med internationale betalingsløsninger såsom PayPal og Stripe betaler per overførsel.

Man kan godt synes, at det virker voldsomt at skulle betale abonnement til sine integrationer, men det har den kæmpe fordel, at man ikke selv er ansvarlig for vedligeholdelse. Dette kan nemlig ellers være både omfattende og svært. Man bliver derudover ofte fanget i den version, som man startede med, uden at have mulighed for at opdatere, fordi det både er for besværligt og dyrt i udviklingstimer. Integrationer er derfor ingen forhindring, når man skal bygge en hjemmeside i WordPress, men tværtimod en fordel.

07.

WordPress’ fremtid er usikker.

WordPress er som sagt et gratis og open source-software. Folk, som ikke ved, hvordan open source-software fungerer, kan tro på myten om, at fremtiden for WordPress er usikker, og at WordPress pludselig kan forsvinde. WordPress er dog ikke kun udviklet af én person, men af et fællesskab af passionerede og professionelle udviklere. WordPress er et beskyttet varemærke, som ejes af en nonprofitorganisation kaldet WordPress Foundation, der beskytter WordPress-varemærket og promoverer open source-software.

Der er tusindvis af virksomheder, store som små, som sælger WordPress-baserede produkter og tjenester. Flere af disse virksomheder er aktive i WordPress-fællesskabet. Dette fællesskab er ikke bare én virksomhed, person eller lille gruppe, som pludselig kan forsvinde. Det består af tusindvis af mennesker fra hele verden. På trods af at WordPress i sig selv er gratis, genererer dette økosystem alene mange millioner i årlig omsætning for involverede virksomheder. Kort sagt, WordPress’ fremtid er lys, og WordPress er kommet for at blive.

08.

Den tilgængelige support til WordPress er meget begrænset.

En almindelig bekymring, man kan have som begynderbruger, er, at fordi man ikke betaler nogen for at bruge WordPress, er der ingen hjælp at hente, når der er brug for det. Der er tværtimod masser af gratis WordPress-support tilgængeligt på internettet. Den officielle WordPress-side, WordPress.org, har et meget aktivt supportforum, hvor man gratis kan stille spørgsmål og få hjælp fra andre WordPress-brugere. Da WordPress er så populært og udbredt, er man yderst sjældent den første til at opleve et givent problem, og man kan derfor tit hurtigt finde svar på internettet omkring, hvordan man løser det. Dernæst bliver udviklere af plugins, specielt de populære, hurtigt gjort opmærksom på, hvis der er noget, som ikke virker, hvorfor man formentlig ikke løber ind i problemer, så længe man holder sine plugins opdaterede.

Der er desuden masser af WordPress-udviklere, bureauer og virksomheder, som vil tilbyde betalt support. Alt i alt er der således rig mulighed for at få hjælp og support, når man arbejder med WordPress.

09.

WordPress er gratis, så det må være lav kvalitet.

En anden almindelig myte er, at fordi siden WordPress er gratis, må det være sjusket. For nybegyndere kan det godt ligne, at udviklere går alt for langt for at bruge en gratis software. WordPress er dog som sagt udviklet af tusindvis af dygtige udviklere og brugt af millioner af websteder. WordPress’ kode er stærk, åben, gratis og udviklervenlig. WordPress er et avanceret redigeringssystem med en meget intuitiv og nem grænseflade. Dette er også grunden til, at WordPress er meget populært og udbredt sammenlignet med enhver anden CMS-software i verden. WordPress bruges også af nogle af de største brands i verden. Se et udpluk af dem her.

10.

WordPress loader langsomt og er ikke egnet til høj trafik.

Denne myte kommer typisk fra udviklere, som arbejder på andre platforme og ikke anerkender, at WordPress driver nogle af de mest populære hjemmesider med høj trafik på internettet. Da WordPress er en platform, som man hoster selv, er man også selv ansvarlig for at styre dens ydeevne og skalere serverressourcer, efterhånden som hjemmesiden vokser.

Som mange andre steder hænger pris og kvalitet sammen. Hvis man bruger en af de billigste hosting-muligheder og ikke laver optimering, får man også et resultat derefter. Så jo hurtigere hosting, desto hurtigere loader siden også.

Dernæst bør man bruge korrekte billedstørrelser og billedformat, undgå at have unødvendig kode og plugins samt bruge et caching-plugin. Dette er også meget vigtigt for at have en hurtig hjemmeside, der kan håndtere høj trafik.

Har du brug for hjælp?

Har du fået blod på tanden, når det gælder WordPress, eller har du brug for hjælp, står vi selvfølgelig til rådighed og klar til at hjælpe dig i mål med at få lige præcis den hjemmeside, der matcher dine målgruppers og dine egne behov.